Sermersooq får igen løftede pegefingre fra revisor

Det lykkedes ikke for Kommuneqarfik Sermersooq at undgå løftede pegefingre fra revisorerne i regnskabet for 2016.
Asii Chemnitz Narup
Asii Chemnitz Narup Foto © : Jonas Fievé/KNR
Skrevet af Inge S. Rasmussen
06. september 2017 11:48

Otte anmærkninger er der i revisionsprotokollatet fra revisionsfirmaet Deloitte. Det er det samme antal som sidste år, hvilket ærgrer såvel den fungerende kommunaldirektør som borgmesteren.

- Der har været store fremskridt over de seneste år, men jeg er utålmodig og jeg har derfor bedt direktionen om at fremlægge en plan for at afvikle de sidste anmærkninger i år, udtaler borgmester Asii Chemnitz Narup i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at revisorerne blandt andet er utilfredse med manglende tilsyn af ledelsen og fejl i lønbogholderiet.

LÆS OGSÅ Sermersooq skal bruge 103 millioner på ny lufthavnsvej

Kommuneqarfik Sermersooqs årsregnskab for 2016 viser et overskud på 20 millioner kroner, hvilket er seks millioner mindre end budgetteret.

Ifølge fungerende kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen har der været udsving på enkelte poster, med større udgifter til blandt andet anlægs- og børnesocialområdet. Til gengæld er der brugt færre penge på arbejdsmarkedsområdet.

Revisionsberetningen kan hentes her.