Selvstyret: Kommunen har ikke styr på Qeqqata Akademi
Det vurderer Selvstyret, som forholder sig kritisk for det private selskab Qeqqata Akademi, der har overtaget Piareersarfik og et værkstedsprojekt for unge i Sisimiut, skriver Sermitsiaq.
Avisen har fået aktindsigt i en brevudveksling mellem Qeqqata Kommunia og Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked og Handel.
Ikke styr på fremmøde
Den viser, at Selvstyret har rejst en række kritikpunkter og spørgsmål efter to tilsynsbesøg i kommunen i oktober og november 2015.
Kritikken drejer sig blandt andet om, at der ikke er styr på elevernes fremmøde i værkstedsprojektet. Desuden har forældre klaget over, at deres børn ikke lærer tilstrækkeligt, hvilket også er departementets oplevelse under et af tilsynsbesøgene.
Et andet kritikpunkt er, at de ansatte ikke har undervisningsmæssig baggrund.
"Efter privatiseringen synes der at være en sket en betydelig forringelse i undervisernes kvalifikationer og kompetencer", skriver Departementet ifølge Sermitsiaq.
Selvstyret efterlyser handling fra kommunens side og minder om, at Qeqqata Kommunia som myndighed stadig har ansvaret for opgaven med driften af Piareersarfik. Også selv om Piareersarfik er overladt til private hænder.
Qeqqata Akademi overtog driften af Piareersarfik i Sisimiut den 1. juli 2014.