Selvstyret giver tilladelse til medicinsk cannabis

Selvstyret har givet tilladelse til brug af medicinsk cannabis.
Foto © : Lægemiddelstyrelsen
Skrevet af Thomas Munk Veirum
24. marts 2017 16:44

Alvorligt syge patienter i Grønland kan således fra i dag, fredag, få ordineret medicinsk cannabis, som dråber og tabletter på en særlig udleveringstilladelse, skriver Selvstyret i en pressemeddelelse.

Naalakkersuisoq for Sundhed Agathe Fontain fortæller i pressemeddelelsen, at det væsentlige for hende, er at patienternes sikkerhed er i orden.

- Vi skylder at gøre hverdagen lettere for de alvorligt syge, som kan have gavn af disse præparater. Jeg er derfor tilfreds med, at vi nu får en ordning, hvor enkelte patienter under nogle forsvarlige rammer kan få lægeordineret medicinsk cannabis, siger Agathe Fontain.

Hver patient skal søge om tilladelse

Den medicinske cannabis er underlagt lægemiddellovgivningen, og skal godkendes som et lægemiddel, før det kan bruges. De lægeordinerede cannabisprodukter kan for eksempel lindre spasmer hos sklerosepatienter og lindre bivirkninger ved eksempelvis kemoterapi.

Cheflæge Anne Marie Ulrik fortæller, at der til hver patient skal søges om individuel tilladelse.

- I regionerne udfærdiges ansøgningen af den ledende regionslæge og på Dronning Ingrids Hospital af den ledende overlæge på den pågældende afdeling. Indstillingen stiles til lægemiddelskomiteen, der træffer en afgørelse, forklarer hun.

Landsapoteker Inge Mortensen understreger dog at brugen af cannabis til medicinske formål kun er lovlig, når det er ordineret af en læge.

- De Illegale stoffer kan give store bivirkninger. Der er betydelig risiko for bivirkninger som afhængighed, angst og forringet indlæringsevne, fremhæver hun i pressemeddelelsen.

I Danmark har Sundhedsstyrelsen i en årrække kunnet give danske læger tilladelse til at ordinere medicinsk cannabis til bestemte patienter, hvis der var tilstrækkelig god begrundelse for, at produktet kunne gavne den enkelte patient.