Seahawken er på vingerne i Nordatlanten

Torsdag blev der tændt for rotoren på den første af de ni MH-60R SeaHawk-helikoptere, der er indkøbt til at løse opgaver omkring Grønland og Færøerne. Det skriver Forsvaret på sin hjemmeside.
15. december 2017 10:09

Seahawken skal løse opgaver fra Forsvarets inspektionsskibe i Nordatlanten og kommer til at afløse Lynx-helikopteren, der har været i luften i Arktis siden 1980.

Ifølge Forsvaret er Seahawken en stærkere og mere robust helikopter end forgængeren, og det er af afgørende betydning i et område, hvor afstandene altid er store.

Og så har helikopteren også en bedre radar, der kan dække et meget større område og opdage mål længere væk end hidtil.

LÆS OGSÅ Air Greenland skrotter indkøbt fiasko-helikopter

Men indkøbet af helikopterne har også været kritiseret, fordi de ifølge producenten Lockheed Martin vil synke inden for 10 sekunder, hvis de bliver tvunget til at nødlande på vand.

For at kompensere for det manglende flotation system, der skal forhindre helikopteren i at synke, har Forsvaret ifølge Jyllands-Posten. bl.a. fået installeret en ekstra nødudgang og udviklet en redningsflåde, som sidder monteret uden på helikopteren.

Indkøbet af i alt ni Seahawk, blev besluttet af Folketinget i 2012 og de første blev leveret i 2016, mens de sidste kommer i 2018.

LÆS OGSÅ Forsvarsminister forsvarer udskældt Arktis-helikopter