Sara Olsvig: Kim skal være troværdig

Alle partier taler flotte ord om fremtidens samarbejde. Men hvordan bliver det i praksis? Vi spurgte et parti, som afslog en alliancemulighed for 14 dage siden.
20. oktober 2014 16:28

Samtlige Inatsisartut-partier taler i disse dage pæne ord om det vigtige ved at samarbejde bredt. Men i praksis bliver det et spørgsmål om tillid, siger Sara Olsvig, der spås i seneste analyse at blive vinder af valget til november.

Kim Kielsen skal som ny Siumut-formand genetablere troværdigheden i Siumut, siger hun.

- Vi glæder os meget til at se, hvordan dette valg her ender ud. Vi er åbne overfor samarbejde med alle partier, men det er den gensidige tillid, der bliver vigtig i forhold til at lave et konkret samarbejde, siger Sara Olsvig, partiformand i Inuit Ataqatigiit.

 

Ville ikke selv i alliance for nylig

Der er udskrevet valg på et utroligt uheldigt tidspunkt, der betyder nødfinanslov og ekstra spareplaner i to af landets kommuner. Hvorfor sagde Olsvig ikke ja til Aleqa Hammonds alliancetilbud for 14 dage siden? 

- For to uger siden anede vi ikke, hvem der var formand for Siumut. der herskede kaotiske tilstand både i Inatsisartut og i deres parti, så derfor kunne jeg ikke indgå en koalitionsaftale på det tidspunkt. Nu er der klarhed om flere forhold, nu har vi noget, vi kan forholde os til.

 

Nye "friske" formænd på plads

Sara Olsvig hæfter sig ved, at der i alle partierne nu sidder relativt nye formænd. Det regner hun for en fordel, hvis der skal indgås nye alliancer i Inatsisartut efter valget sidst i november.