Saligaatsoq Avatangiiserik nomineret til miljøpris

Når Nordisk Råd i næste uge i Stockholm uddeler sine årlige prestigefyldte priser, har et helt særligt grønlandsk miljøsamarbejde chancen for at vinde 350.000 kroner.
Skrevet af Karsten Sommer
21. oktober 2014 08:14

Det er projektet Saligaatsoq-Avatangiiserik som er et af de i alt 13 nominerede projekter til Natur- og miljøprisen.

 

Saligaatsoq-Avatangiiserik har fokus på miljøbevidsthed, bæredygtighed og en ren natur.

 

Eksempelvis er de grønlandske virksomheders årlige oprydningsdag og Selvstyrets Qujanaq-kampagne om brug af affaldsspande en del af det prisnominerede miljøprojekt.

 

- Det helt særlige ved vores projektsamarbejde er, at vi kommer fra både kommuner, selvstyre, KANUKOKA, frivillige organisationer og ikke mindst private virksomheder, siger Lotte Frank Kirkegaard fra organisationen CSR Greenland, der er med til at koordinere de forskellige projekter i Saligaatsoq-Avatangiiserik.

 

Nordisk Råds årlige prisuddeling finder sted onsdag den 29. oktober ved et stort show i Stadshuset i Stockholm.

 

Udover Grønlands nominering til ”Natur- og miljøprisen”, er Juaaka Lyberth indstillet til litteraturprisen, og Kathrine Rosing og Nina Spore Kreutzmann til børne- og ungdomslitteraturprisen.

 

Derudover uddeles også en ”Filmpris” og en ”Musikpris” ved Nordisk Råds mødet på næste onsdag.