Særlig rådgiver for justitsområdet forlader job i utide

Naalakkersuisoq for miljø, natur og justitsområdet, Mala Kúko Høy (A), ansatte i starten af januar en særlig rådgiver, Gerth Platou Jacobsen, som i går aftes måtte forlade sit job.
05. marts 2015 12:33

Det sker, efter at KNR henvendte sig til departementet, fordi han i 2010 fik en alvorlig voldsdom fra landsretten, som gjorde, at han måtte forlade politistyrken efter sin afsoning i anstalten.

- Jeg ønsker ikke, at min person på nogen måde skal ligge hverken Mala Høy Kúko eller det samlede Naalakkersuisut til last.

Således skriver Gerth Platou Jacobsen til KNR, efter en henvendelse om interview med naalakkersuisoq for miljø, natur og justitsområdet.

Den nyansatte særlige rådgiver forklarer, at han har forladt sin stilling "efter gensidig forståelse mellem naalakkersuisoq Mala Høy Kúko efter henvendelse fra Radioavisen, KNR."

I 2009 blev Gerth Platou Jacobsen dømt i en alvorlig voldssag fordelt på to episoder. I samme periode var Gerth Platou Jacobsen stationsleder ved Aasiaat Politi, og én af voldsepisoderne foregik i hans patruljevogn.

Dommen endte i landsretten, hvorefter stationslederen røg 40 dage i anstalten og mistede derefter i praksis muligheden for at fortsætte som politibetjent.

Den nu tidligere særlige rådgiver for Mala Høy Kúko, Gerth Platou Jacobsen, fremhæver, at der er gået flere år siden voldsdommen fra Aasiaat, og at han selv vurderede, at det ikke ville blive en forhindring for at kunne vejlede Naalakkersuisut på justitsområdet.

Radioavisen har siden i går forsøgt at få en kommentar fra Atassut-politikeren, han var ansat hos.