AWG2016 Så har vi taget hul på AWG´s sidste dag

I dag er sidste dag for Arctic Winter Games og dagen byder på en hel række af finaler inden for forskellige discipliner, inden AWG2016 rundes af med afslutningsceremonien i Inussivik og fyrværkeri i aften.
Foto © : AWG2016/Lars Weiss
Skrevet af Inge S. Rasmussen
11. marts 2016 07:22

En af de spændende finalekampe er i futsal, hvor Grønland blandt andet er nået til finalen hos både de yngste mænd og kvinder samt hos de ældre mandlige spillere. Herrene skal spille finale - både hos de yngre og de ældre herrer - mod Team Alaska, mens de ældste kvinder dyster om guldet mod Team North West Territories.

Finalekampene foregår i Godthåbhallen klokken 11 og klokken 12. Men allerede fra klokken otte kan tv-seere se futsal-bronze-kampe på KNR1.

På skipisterne krydser arrangørerne fingre for godt vejr både for de alpine løbere og snowboardere på skibakken Sisorarfiit og for langrends- og snesko-løberne på løjperne i Ravnedalen.

Snowboard starter idag efter planen klokken 11 efter at være blevet udskudt fra torsdag.

Og så er der naturligvis også i dag de særlige arktiske inuit-discipliner.

Dagen byder særligt på "pole push", en disciplin der hører til under Dene Games. Pole Push blev oprindelig brugt af Dene-inuit-kulturen som en slags tovtrækning, en styrkeprøve for at træne musklerne forud for Dene-inuits lange jagt- og fangstture i kanoer lavet af birkestammer.

Pole push kampene foregår i gymnastiksalen på USK - Ukaliusaq skolen.

I det samlede medaljeregnskab for AWG2016 er Grønland nu på en delt tredjeplads med 68 medaljer, hvoraf 33 er af guld.

Topscorer er Alaska, hvis deltagere foreløbig har hængt 170 medaljer om halsen, heraf 65 af guld.

Yukon ligger på andenpladsen med 88 medaljer - heraf 22 af guld, mens Alberta North med 68 medaljer, heraf 23 guld