Royal Greenland deler julegaver ud til fiskere

Traditionen tro, har Royal Greenland uddelt juleposer til fiskere, der indhandler til fiskerikoncernens indhandlingsanlæg.
- Jeg og min familie vil igen i år få glæde af denne dejlige julegave. Det er vel nok dejligt, siger Lars Brian Heilmann til rg.gl Foto © : Royal Greenland/John David Eriksen
Skrevet af Simon Uldum -
18. december 2016 11:11

I alt 3666 juleposer bliver i disse dage delt ud til alle Royal Greenlands leverandører, fiskerne, samt alle medarbejdere i Royal Greenlands anlæg og fabrikker i bygder og byer i hele Grønland. Det fortæller fiskerikoncernen på sin hjemmesiden.

Lars Brian Heilmann, der er fisker i Nuuk, fik også leveret en julepose til sit hjem. Han fortæller til rg.gl:

- Det er en dejlig tradition, der giver glæde. Det er tredje gang vi får en julepose. Vi har i de tidligere år haft glæde af denne gestus fra Royal Greenland. Jeg og min familie vil igen i år få glæde af denne dejlige julegave. Det er vel nok dejligt, siger Lars Brian Heilmann.

Juleposerne indeholder ingredienserne til en komplet julemiddag for 4-6 personer, oplyser Royal Greenland:

En and, flæskesteg, rødkål, kartofler, mandelsplitter, kogeris, piskefløde, kirsebærsauce, kaffe og flere poser juleslik.