Ros til hjælp for udsatte grønlændere i Danmark

Danske kommuner og foreninger roser strategi om socialt udsatte grønlændere i Danmark
22. oktober 2014 10:22

DANMARK: Der er roser til indsats “Strategien for Socialt Udsatte Grønlændere i Danmark” - tidligere kendt som “Grønlænder-strategien” -  der siden januar 2013 har kørt med støtte fra Socialstyrelsen i de fem største kommuner i Danmark - Aarhus, København, Aalborg, Odense og Esbjerg.

Målet med strategien er at give grønlændere, der flytter til Danmark, en bedre start til tilværelsen. Og foreløbig er meldingerne fra flere foreninger, der arbejder med grønlændere, at samarbejdet med kommunerne er blevet tættere takket være strategien. 

- Det er mit indtryk, at kommunerne oplever det positivt at invitere os indenfor for mere direkte at være med til at løse de problemer, som grønlandske borgere kan møde i Danmark. Jeg tænker, samarbejdet højner indsatsen generelt, og det højner også kommunernes sagsbehandling at få vores viden i spil, siger vicegeneralsekretær Puk Draiby fra Foreningen Grønlandske Børn til KNR.
 

Sikre bolig, institutioner og sundhedshjælp

I Esbjerg har kommunen oprettet en konkret enhed, der får direkte besked fra Folkeregistret, når en borger flytter fra Grønland og til Esbjerg. Borgeren får et velkomstbrev og et møde med en medarbejder fra kommunen for at høre, om personen eller hele familien har brug for råd eller hjælp. 

Ofte er det sager som at finde en bolig, få børn skrevet ind på en skole, daginstitution eller fritidstilbud eller måske søge om kontanthjælp. 

- Det er blevet nemmere at komme i kontakt med aktører, som har med grønlændere at gøre og tale om udfordringer, og hvad vi kan gøre ved dem, siger projektmedarbejder hos værestedet “Oqqumut” i Esbjerg Kommune, Paninnguaq Kristiansen, som står for hjælpen.
 

Håber indsatsen er varig

Også hos Kofoed Skole, som tilbyder en række aktiviteter til socialt udsatte grønlændere i Danmark, og hos flere af De Grønlandske Huse lyder det, at strategien ind til videre har styrket samarbejdet og indsatsen over for udsatte grønlændere.

I Odense er direktør for Det Grønlandske Hus, Kirsten Mærsk, dog bekymret for, at indsatsen vil forsvinde i kommunerne, når strategien udløber i 2016 - og dermed også statens økonomiske støtte til de fem største kommuner.

- Vi frygter selvfølgelig den dag, hvor der ikke er penge til Grønlænder-strategien, og hvor kommunerne ikke får de ekstra  midler fra Socialministeriet til den her opgave. At det så holder op igen. Men vi håber, at de kan se, at den problematik skal der gøres noget ved.