Forbes: Ronaldo er bedst betalte atlet i verden

Fodboldspilleren Christiano Ronaldo er den der tjener flest penge i sportsverdenen, oplyser erhvervsmagasinet Forbes.
Fodboldspilleren Christiano Ronaldo tjener det, der svarer til cirka 1,7 millioner om dagen Foto © : Ludovic Péron/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
08. juni 2017 07:56

Den forgangne sæson kastede et spansk mesterskab af sig samt en Champions League-titel for ham og de øvrige Real Madrid-spillere.

Men også økonomisk smiler verden til portugiseren, der topper den seneste opgørelse fra det amerikanske erhvervsmagasin Forbes over de idrætsfolk i verden med den højeste indtægt.

Svimlende 93 millioner dollar - cirka 613 millioner kroner -  er Ronaldo noteret for i årsindtægt på førstepladsen, når både løn, bonusser samt sponsorindtægter regnes med.

Det svarer til cirka 1,7 millioner om DAGEN!

Basketballstjernen LeBron James ligger på andenpladsen med 569 millioner kroner i indtægt, mens FC Barcelonas Lionel Messi er nummer tre med en indtægt på cirka 528 millioner kroner.

Listen rummer 100 atleter, og der er i høj grad tale om en mandeklub.

Ud af 100 atleter er det kun Serena Williams, der presser ind som nummer 51 med en årsindtægt på 27 millioner dollar - cirka 178 millioner kroner.