Rejsebureau vil sende turister ned til Titanic

Nu bliver det muligt at komme ned og se vraget af det verdensberømte skib Titanic, hvis man altså har en pengepung af en vis størrelse. Det skriver det danske netmedie Finans.dk.
Foto © : Nancy/Flickr Creative Commons
Skrevet af Jonas Fievé
22. marts 2017 06:44

For turen til skibet, der forliste tilbage i 1912 og kostede mellem 1.490 og 1.635 mennesker livet, koster hele 105.129 dollars altså omkring 728.000 kr, hvilket svarer til, hvis man altså tager højde for inflationen, hvad en billet til førsteklasse kostede på Titanics eneste tur.

Hele rejsen varer otte dage og starter i den canadiske provins New Foundland, hvorfra passagererne flyver ud til et skib, der fungerer som base for både videnskabsmænd og turisterne.

Her skal de først lære at færdes på skibet, inden de mellem tredje og sjette dag dykker næsten 4.000 meter ned til vraget af Titanic i en specialkonstrueret ubåd, hvor der er plads til tre personer på hvert dyk, skriver Finans.dk.