Rejer og hellefisk skyld i eksport-nedtur

Grønlands eksport er faldet, og det har betydet en forværring af handelsbalancen.
Foto © : Kristine Riskær/Flickr Creative Commons
Skrevet af Thomas Munk Veirum
12. oktober 2017 14:16

Ifølge nye tal fra Grønlands Statistik faldt den samlede eksport med 246 millioner kroner -svarende til 16 procent - i årets første seks måneder i forhold til samme periode i 2016.

Udgifterne til import er dog også faldet, dog kun med 106 millioner kroner, og det betyder en samlet forværring af handelsbalancen med 140 millioner kroner. Det samlede underskud på handelsbalancen blev således 633 millioner kroner i første halvår. Dette er dog stadig mindre end underskuddet i samme periode i 2015 og 2014.

Ifølge Grønlands Statistik er det et fald i eksportværdien af rejer og hellefisk, der skyld i forværringen af handelsbalancen.

Eksporten af rejer faldt med 124 millioner kroner, og eksporten af hellefisk faldt med 118 millioner kroner i forhold til året før.

LÆS OGSÅ Kielsen vil forvandle is og vand til eksporteventyr

Dykker man ned i tallene fra Grønlands Statistik, så fremgår det, at der er sket et stort fald i mængden af eksporterede hellefisk på lidt over 4.000 tons svarende til 30 procent.

Hellefiskefiskeriet har været et brandvarmt emne i sensommeren, da indhandlingen af hellefisk i Disko Bugt er halveret. Det dårlige fiskeri har store konsekvenser for økonomien i området, da et stigende antal fiskere er afhængige af fisken som indtægtskilde.

LÆS OGSÅ Fremgang i eksporten

Grønlands Naturinstituts undersøgelser tyder på, at det dårlige fiskeri skyldes overfiskeri og flere års overskridelser af de biologiske anbefalinger. Hvilket fisker- og fangerorganisationen KNAPK er enige i.

Naalakkersuisoq for området mener derimod, at hellefisken forsvinder på grund af klimaforandringer.

Faldet i mængden af rejer er derimod kun på cirka 1900 tons svarende til otte procent.