Borgmester: RAL stopper sejlads til Aalborg

Royal Arctic Line har netop meddelt sine ansatte i Aalborg, at rederiet vil omlægge sit rutenet fra 2019, og at den nye rute ikke indbefatter Aalborg Havn. Det skriver Aalborg Havn A/S i en pressemeddelelse.
Foto © : Remontowa
Skrevet af Karsten Sommer
06. oktober 2016 11:41

- Den nye melding er overraskende og et brud på den aftale, vi har med hinanden, siger en meget forundret borgmester, Thomas Kastrup-Larsen.

Bestyrelsen i Aalborg Havn har på et hasteindkaldt møde i går onsdag mellem adm. direktør Verner Hammeken fra Royal Arctic Line og adm. direktør Claus Holstein fra Aalborg Havn fået bekræftet udmeldingen.

Aalborg Havn vurderer nu, hvilke konsekvenser udmeldingen skal have i forhold til de indgåede aftaler:

- Det er klart, at det her vil få betydelige konsekvenser. Vi har siden aftaleforlængelsen i 2010 foretaget investeringer i blandt andet nyt pakhus og udvidelse af containerterminalen for et trecifret millionbeløb, og nu er tilbagebetalingstiden for den investering pludselig blevet uretmæssigt forkortet med 3-4 år. Det kan vi selvsagt ikke acceptere stiltiende, slutter Thomas Kastrup-Larsen, der endnu ikke tør sætte tal på, hvor mange arbejdspladser Aalborg og omegn kan miste.

Aalborg Havn har i det gode samarbejdes ånd tilbudt en forhandling mellem formandskaberne om betingelser og muligheder. Blandt andet er Aalborg Havn åbne i forhold til en dialog om det eksisterende set-up og stiller sig villige til at investere yderligere i forbedringer og effektiviseringer i forbindelse med Grønlandshavnen på betingelse af, at Royal Arctic Line forlænger aftalen.

Uanset udfaldet står kravet om, at Royal Arctic Line overholder basishavn-aftalen frem til 2022, uændret.

KNR forsøger at indhente en kommentar fra Royal Arctic Line.