Rødder på slædetur

13. januar 2005 11:01

Adfærdsvanskelige unge fra Helsingør skal nu sendes på slædetur over den grønlandske indlandsis. Det skriver Helsingør Dagblad i dag. Planen er at sende de unge mennesker fra Øresundsbyen på en tre måneders overlevelsestur over indlandsisen.

Tilbuddet om at arrangere disse ture kommer fra Helsingørs grønlandske venskabsby; Uummannnaq. -Vi har et velfungerende børnehjem i Uummannaq. Et børnehjem, der har erfaringer med at sende unge adfærdsvanskelige børn på slædeture, fortæller børnene og ungechefen i Uummannaq, Kunuunnguaq Fleischer, til avisen.

De to byer har også på andre områder udviklet et samarbejde. For eksempel skal 5. klasses børn fra Grønland på et længere ophold i Helsingør. Her skal de lære dansk. Omvendt kommer der her til foråret en dansk klasse til Uummannaq.