Qeqqata Kommunias borgmester støtter Kielsen

Forud for formandsvalget i Siumut på torsdag melder der sig endnu en støtte til partiets nuværende formand, Kim Kielsen. 
Skrevet af Inge S. Rasmussen
24. juli 2017 12:00

Det er Qeqqata Kommunias borgmester Malik Berthelsen, der mandag meddeler, at han støtter Kielsen. Malik Berthelsens forgænger på posten, Hermann Berthelsen, meldte i sidste uge ud, at han også støtter Kim Kielsen.

Når det kommer til landspolitik er det vigtigt med ærlighed, troværdighed og at kunne skabe ro i befolkningen, argumenterer Malik Berthelsen. 

LÆS OGSÅ Tiden er ikke inde til at skifte formand

- På baggrund af det, vil jeg i forbindelse med Siumuts landsmøde, give min fulde støtte til Kim Kielsen, så han fortsætter som formand, da jeg mener det vil være godt for Siumut og landets ansigt udadtil, skriver Sisimiut-borgmesteren.

Kim Kielsens udfordrer Vittus Qujaukitsoq går til valg på øget selvstændighed, hvilket Malik Berthelsen tager kraftigt forbehold over for.

- Jeg synes at vi er på et skråplan hvis man vil skifte formand bare med selvstændighed for øje. Det er ikke på sin plads, også når man ikke engang kan fortælle befolkningen hvor man vil hente fem milliarder kroner, anfører Berthelsen med henvisning til at bloktilskuddet forsvinder når Grønland erklærer sig selvstændig.

LÆS OGSÅ Kim Kielsen er en stærk leder

Malik Berthelsen understreger at han ønsker et selvstændigt Grønland. Men han mener at vejen først går igennem uddannelse og et godt økonomisk fundament til at oppebære samfundet.