Qaasuitsup stemt tættere på deling

Delingen af Qaasuitsup Kommunia er kommet et skridt nærmere at blive virkelighed.
15. november 2016 11:49

Et flertal i Lovudvalget bestående af Siumut og Inuit Ataqatigiit har indstillet forslaget til vedtagelse.

Og mandag sendte et flertal i Inatsisartut forslaget om delingen videre til tredjebehandling, der endeligt vedtager eller forkaster forslaget.

Et af de store spørgsmål i forslaget om at dele Nordkommunen i to har været, hvem der skal betale for delingen af kommunen. - Og det er kommunen selv ifølge lovforslaget.

Læs også Enigt Inatsisartut støtter borgernes ønske

Alle udgifter i forbindelse med delingen skal findes inden for de penge kommunen allerede har i deres budget, står der.

Men selvom forslagets ordlyd ifølge lovudvalget er helt klar, så åbner udvalget en lille dør på klem for at andre kan være med til at betale. I sin indstilling skriver lovudvalget nemlig, at merudgifterne bør deles ligeligt mellem de to nye kommuner og samfundet som helhed.

Læs også IA siger ja til deling selvom de er imod

Mod forslaget er kun Demokraterne, der mener, at borgerne bør have mulighed for at tage stilling igen på et fuldt oplyst grundlag. 

Demokraternes medlem af lovudvalget, Michael Rosing, skriver i udvalgets betænkning, at man ikke bør tage beslutningen om at dele kommunen forhastet, men i stedet gennemføre en ny folkeafstemning på et oplyst grundlag.

I lovudvalgets betænkning, bemærker udvalget også, at borgerne ikke nødvendigvis har været klar over de økonomiske konsekvenser, i form af risikoen for ekstra udgifter, ringere service og højere skattetryk på grund af udgifterne til delingen, da de skulle stemme om delingen.

Læs også Nye kommuner må deles om pengene

Og i den forbindelse rejser lovudvalget spørgsmålet om, om afstemningen ville give det samme resultat, hvis den blev foretaget i dag. Alligevel indstiller et flertal i udvalget til at forslaget om delingen af Nordkommunen vedtages.

Forslaget skal tredjebehandles på næste mandag, den 21. november.