Qaasuitsup lokker med åremålskontrakter

Qaasuitsup Kommunia har, ligesom Kommune Kujalleq og Kommuneqarfik Sermersooq, massive problemer med at tiltrække socialrådgivere.
Foto © : KNR
27. juli 2016 07:31

Mens de to sydlige kommuner gerne ser, at Selvstyret ændrer loven, så kommunerne kan tilbyde flere penge end det, der står i overenskomsterne, så har nordkommunen valgt at gå en anden vej.

- Jamen vi har jo samme udfordringer, som de andre kommuner med at få ansat uddannede socialrådgivere. Og der er stor politisk opmærksomhed på den udfordring, siger socialchef i Qaasuitsup Kommunia siger Henrik Sóloy;

- Og derfor har økonomiudvalget i kommunen godkendt, før sommerferien, at vi forsøger at ansætte uddannede socialrådgivere på åremålskontrakter, siger han.

Både Kommune Kujalleq og Kommuneqarfik Sermersooq vil gerne have mulighed for i overenskomsterne at kunne tilbyde højere løn for at kunne tiltrække faglærte til det sociale område.

Derfor har Kommune Kujalleq sendt en formel opfordring til Naalakkersuisut om at ændre loven, så kommunerne får mulighed for, at give mere i løn, end overenskomsterne. En opfordring, der bakkes op af Kommuneqarfik Sermersooq.

Læs også Kujalleq lokker med højere løn

Læs også Sermersooq lokker også med lønpakker

Flere ansøgere

Men Qaasuitsup Kommunia har valgt en anden vej og vil benytte sig af tidsbestemte kontrakter for at få fat i socialrådgiverne. For det giver kommunen mulighed for at give mere i løn og uddele bonusser, der typisk ligger på 100.000 kroner efter tre års ansættelse, når kontrakten udløber.

Og det ser ud til at give resultater.

- Altså, der er to kvalificerede på de to konkrete stillinger, vi har slået op. Det er meget. Langt hen ad vejen får vi ansøgere, også fra rimeligt kompetente folk, men de er bare ikke uddannede socialrådgivere, siger Henrik Sóloy.

Læs også NIISIP: Mere i løn til alle socialrådgivere

Risiko for ond spiral

Åremålsansættelser er dog ikke uden risiko. Kommunerne kan nemlig komme ud i en lønkapløb, og derfor har Qaasuitsup Kommunia ikke fat på en langtidsløsning.

- Jeg synes generelt, at alle kommuner skulle prøve at sætte sig sammen, og så prøve at tænke på, hvordan vi sammen kan løfte den her opgave, fordi det vil være en ond spiral, hvis vi kommer ud i en situation, hvor vi begynder at hæve lønnen, hver især, og begynder at hugge socialrådgivere fra hindanden.

- Det vil være en uholdbar situation, siger Henrik Sóloy, der også mener, at socialrådgiverne fortjener mere i løn.

Kommunen har i længere tid benyttet sig af lukrative åremålskontrakter for at tiltrække skolelærere til bygderne.

 - Med stor succes, fortæller han.