Qaasuitsup Kommunia opretter underretningsenhed

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg har mistanke om, at et barn eller en ung bliver udsat for overgreb? Det spørgsmål er blevet højaktuelt efter Børnetalsmandens meget omtalte rapport om forholdene for børn i Qaasuitsup Kommunia.
Foto © : MIO
Skrevet af Karsten Sommer
16. februar 2016 07:58

Men nu handler kommunen, og har oprettet en såkaldt "underretningsenhed", der skal gøre det nemmere for borgerne at skride ind, hvis de oplever at børn bliver behandlet dårligt.

- Har du en mistanke, om at et barn eller en ung bliver udsat for vold, seksuelle overgreb eller misrøgt, har du som borger pligt til at underrette de sociale myndigheder, understreger kommunen nu, og informerer om hvad man som almindelig borger kan gøre:

- Du kan ringe til socialforvaltningen, du kan skrive et brev eller sende en mail. Du kan vælge at oplyse dit navn. Men du kan også være anonym, understreger socialdirektør Henrik Sóloy i en pressemeddelelse.

Læs også Forældre til krænkede børn: Vi har behov for mere hjælp

Ved henvendelse skal man oplyse navn på barnet eller den unge, gerne med adresse eller hvilken skole vedkommende går på. Og oplyse hvad det er, der gør een bekymret på barnets vegne.

Sagen vil herefter blive undersøgt indenfor 24 timer efter modtagelsen. Kommunen har afsat 4 medarbejdere til registrering og opfølgning på sådanne henvendelser.

 Anonym underretning kan sendes på mail til social@qaasuitsup.gl.