Psykologer jubler over udsigt til ny psykologlov

Psykologerne her i landet hilser det mere end velkomment, at Inatsisartut på forårssamlingen nu har taget fat på at indføre en psykologlov i Grønland.
Foto © : Psykologisk Ressource Center/Flickr Creative Commons
03. maj 2016 07:06

I Grønland kan alle og enhver i dag kalde sig psykolog.

- Det er en utryghed, som vores klienter kan befinde sig i under en i forvejen sårbar livssituation. Men det er også utrygt for os som psykologer, at alle og enhver kan kalde sig psykolog og dermed skabe tvivl om vores faglighed, skriver fire privatpraktiserende autoriserede psykologer i en pressemeddelelse.

Læs også Atassut kræver tilsyn med alle psykologer

Dansk Psykolog Forenings politik er, at autorisation som psykolog bør være en forudsætning for at slå sig ned som privat praktiserende psykolog.

- Dette ønsker vi naturligvis også at sikre i vores land, skriver de fire psykologer videre.

- For lovløsheden i Grønland medfører desværre en øget risiko for, at den behandlende psykolog ikke praktiserer med omhu, hvilket kan forvolde skade på borgerens psykiske velbefindende.