Psykisk syge i kommunale botilbud

Det er helt afgørende for de psykisk syge, at psykiatrisk afdeling på Dronning Ingrids Hospital arbejder tæt sammen med kommunerne.
Foto © : Simon Uldum
11. februar 2016 10:57

For de fleste psykisk syge patienter bliver så stabile, at de efter endt behandling kan sluses ud i nogle af de botilbud, som kommunerne tilbyder, siger oversygeplejerske på den psykiatriske afdeling på Dronning Ingrids hospital, Ann Birkekær Kjeldsen:

- Hvis man passer sin behandling og kommer i behandling, så kan man faktisk komme til at fungere rigtig godt. Og de fleste af vores patienter bliver også udskrevet. Også til eget hjem, så de vender tilbage til deres bopæl.

- Så derfor samarbejder vi med kommunerne og gør rigtig meget brug af dem, siger oversygeplejerske Ann Birkekær Kjeldsen til KNR.

Læs også Psykiater: Vi kan ikke gardere os mod svært psykisk syge

Støtte i eget hjem

Allison Hansen er leder af afdelingen for Handicap og Socialpsykiatri under Velfærdsforvaltningen for i Kommuneqarfik Sermersooq.

Hun beskriver, hvilke tilbud kommunen har til borgere, der er psykisk handicappede.

For det første kan man godt få støtte fra kommunen, så man kan bo i eget hjem, hvis man beder om det.

- Med støtte fra kommunen i perioder kan psykisk syge godt fungere i eget hjem næsten på lige fod med os andre, siger Allison Hansen.

Der er også bokollektiver med begrænset personale, og boenheder, hvor der er 24 timers opsyn med beboerne.

- Vi har jo nogle tilbud til dem, som har brug for at bo i en boenhed, hvor der er personale døgnet rundt eller på døgninstitution, fortæller Allison Hansen.

Læs også Sigtet for trusler havde barrikaderet sin lejlighed

Paranoid skizofren målgruppe

Den sigtede mand i trusselsagen mod GU i Nuuk er blevet diagnosticeret som paranoid skizofren.

Og netop den type sindslidende er døgninstitutioner egnede til, siger oversygeplejerske på den psykiatriske afdeling, Ann Birkekær Kjeldsen:

- Vi har også nogle døgninstitutioner, som lige præcis har skizofrene som målgruppe, siger Ann Birkekær Kjeldsen.

Men selv om psykiatrisk afdeling arbejder tæt sammen med kommunerne, får vi kun kendskab til de psykisk syge, hvis de selv eller sundhedsvæsnet henvender sig, understreger Allison Hansen.

- Vi har nok bosteder idag til de psykisk syge, der har været aktive og opsøgt os. Men vi ved, at der er mange psykisk syge, som slet ikke er brugere hos os. Men vi har den begræsning, at vi ikke bare kan ud og hive dem ind fra gaden. Så brugerne skal også selv være motiverede for at bruge vores tilbud, siger Allison Hansen, leder af afdelingen for Handicap og Socialpsykiatri under Velfærdsforvaltningen i Kommuneqarfik Sermersooq.