Politikere: Danmark får ikke ny søkort-aftale

Grønland bør ikke indgå en ny aftale med Danmark om søkort, sådan som et flertal i Folketinget kræver. Det mener de grønlandske medlemmer af Folketinget.
Kort over havstrømmene ved Grønland, Island og Nordamerika Foto © : Forsvarets Bibliotek
02. juni 2016 04:49

Forhandlere fra Geodatastyrelsen i Danmark kan komme til at rejse tomhændede hjem, når det gælder om at få en ny samarbejdsaftale med Selvstyret om produktionen af mere end 70 søkort for Grønland.

Sådan siger medlem af Folketinget, Aleqa Hammond, til KNR.

- Det er vigtigt, at den danske regering, som i forvejen har en samarbejdsaftale med naalakkersuisut om færdiggørelse af nye søkort, skal leve op til aftalen.

Læs også Minister ønsker ny aftale om søkort for Grønland

 

Umulig opgave inden 2018

Sammen med sin folketingskollega fra Inuit Ataqatigiit, Aaja Chemnitz Larsen, står Hammond fast på, at Danmark må overholde den nuværende aftale om at levere opdaterede og digitale søkort over Syd- og Vestgrønland senest i 2018.

En aftale, som har vist sig nærmest umulig at overholde, fordi 14 ud af 15 medarbejdere i afdelingen for søkortproduktionen for Grønland i Geodatastyrelsen har valgt at sige op. Det sker som konsekvens af, at staten 1. november i år flytter styrelsen fra København til Aalborg.

Men danske indenrigsprioriteringer kan ikke være Grønlands problem, siger Aleqa Hammond.

- Jeg synes simpelthen ikke, det er i orden, at den danske regering nu synes, at indenrigspolitiske aspekter nu er vigtigere frem for Rigsfællesskabs-samarbejdsaftalen. Det her burde de kunne have forudset og set på muligheden for konsekvenserne, hvis de flyttede statslige arbejdspladser fra København til Jylland.

Læs også Aleqa Hammond: Regeringen nøler med vores sikkerhed

 

Ny aftale vil stadig forsinke søkort

Geodatastyrelsen oplyser til KNR, at man foreløbig har ansat 4 nye medarbejdere i Grønlands-teamet og forventer at ansætte yderligere 3 personer i denne uge, som starter over sommeren. 

Derudover holder styrelsen ansættelsessamtaler i England over sommeren i håb om at ansætte søkortkyndige medarbejdere fra den engelske søkortlægningsinstitution United Kingdom Hydrographic Office (UKHO). Desuden 'afsøger styrelsen alle muligheder' for hjælp til produktionen, oplyser Geodatastyrelsen i en mail til KNR.

Men selv med nye medarbejdere og en ny aftale vil der gå “nogle år”, før søkortene er færdige, fordi oplæringen af nye medarbejdere tager tid, skriver Geodatastyrelsen.

Selv har Aleqa Hammond ikke noget bud på, hvordan Geodatastyrelsen rent praktisk skal løse opgaven, så kortene er klar til den aftalte tid.

- Det er rent dansk ansvarsområde. Danmark har kludret i denne her sammenhæng. Så må det finde en løsning, siger hun.