Politiken: Sammenligning skader Grønland

Bo Lidegaard mener det er pladderhumanistisk og skadeligt at gøre Grønland til offer i kolonihistorien.
Foto © : Martin Kunzendorf, DR
29. marts 2015 16:04

Der bliver i Danmark arbejdet på at skabe et Kolonihistorisk Center, som sætter fokus på Danmarks fortid som kolonimagt.

Politiken chefredaktør, Bo Lidegaard, gør det dog klart i en leder, at han ikke mener Grønland hører med i den definition. Faktisk ser han sammenligningen med de vestindiske kolonier, som decideret skadeligt for Grønland.

Læs også Forening ønsker lys over Danmarks rolle som kolonimagt

- Grønland har aldrig været en koloni, der på noget punkt kan sammenlignes med Danmarks vestindiske besiddelser eller med europæiske kolonier i øvrigt. Og fra 1953 har Grønland som bekendt været en ligestillet del af riget - med et stadigt mere udbygget selvstyre, skriver Lidegaard i Politiken.

 

Myte skader samfund

Han siger videre, at når han finder det så fatalt at blande Grønland ind i kolonihistorien, er det, fordi myten om den danske kolonipolitik i Grønland er ødelæggende for landets aktuelle bestræbelse på at tage ansvar for egne forhold og skabe et levedygtigt samfund på egne præmisser.

- Fortællingerne om, at Grønlands problemer er resultatet af beslutninger truffet alle andre steder end i landet selv, er ikke bare forkert. Den gør det også sværere at forstå problemernes rod og dermed at gøre noget ved dem.

- Den repræsenterer en moderne form for kolonialisme i skikkelse af en velment skyldsimperialisme, der gør hele befolkningsgrupper til ofre: Vi begik fejlene - I har ikke selv noget ansvar, lyder det fra Bo Lidegaard.

Læs også Kim Leine: Kjærgaard mangler argumentation

Han peger på, at det ikke var Grønlands Styrelse i København, der ønskede Grønlands modernisering efter krigen. Det var selvbevidste grønlandske politikere, der krævede den, lyder det fra Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard.