Politiken søger info om Kold Krigs-skat i Sisimiut

Politiken har været på jagt i Sisimiut efter en boks med Kold Krigs-informationer og ønsker nu hjælp fra offenligheden.
Foto © : Michael Petersen
04. august 2015 05:04

Siden lørdag har Politikens læsere kunne følge med i en jagt efter en gemt boks, der i 1952 blev gravet ned i området nær Sisimiut.

Boksen blev gemt under Den Kolde Krig af lederen for det daværende Geodæisk Institut i Danmark - i dag Geodatastyrelsen - statsgeodæt J. F. Chantelou, og indeholder ifølge en rapport og dagbøger grundlæggende plan-oplysninger om Grønland og Danmark.

Oplysninger, som skulle danne grundlag for at kunne genopbygge landene efter et eventuelt atomangreb.

- Kasserne er fyldte med mikrofilm, som viser skitser og beregninger over alle fix-punkter i Danmark og Grønland. Det er vanvittige mængder arbejde, der ligger ud for det. Hvis man for eksempel skal bygge en ny Lillebælts-bro, fordi den er sprængt, så skal man have de målinger. Så det er en genvej til genopbygning, fortæller journalist Mikkel Vuorela fra Politiken til KNR.

Sammen med fotografen Martin Lehmann og en række ingeniør-studerende brugte han fem dage i juni på at lede efter boksen på syv konkrete steder i Sisimiut, som har været angivet som mulige steder, hvor boksen er blevet placeret.

LÆS OGSÅ Politiken på skattejagt i Grønland

 

Ønsker hjælp fra borgerne
Undervejs har Mikkel Vuorela og Martin Lehmann bl.a. været i lokalradio Sisimiut Tusaataat for at efterlyse informationer om placeringen af Kold Krigs-boksen. Vuorela ønsker dog ikke over for KNR at afsløre, om det lykkedes at finde boksen under opholdet i Sisimiut. Det må interesserede i stedet vente med at læse i Politiken.

Til gengæld oplyser han, at sagen ‘endnu ikke er afsluttet’, og de er derfor interesserede i at høre fra folk, som har kendskab til boksen, besøgene af geodæterne i 1952 og lignende.

Al kontakt kan ske på mikkel.vuorela@pol.dk

 

Museumsleder: Interessant for historiens sammenhæng
Også hos Sisimiut og Kangerlussuaq Museer har jagten på den gemte boks vakt interesse. Her kendte museumsleder Christine Løventoft eksistensen af Kold Krigs-boksen, men har ikke haft lejlighed til at søge efter den, før Politiken-holdet henvendte sig.

Museet har bidraget til historiske informationer til hjælp i Politikens søgning og artikelserie. Og selv om Løventoft ikke forventer, at boksen indeholder afgørende eller opsigtvækkende nyt, kan indholdet stadig være relevant.

- Det er først og fremmest interessant, fordi det vil være fundet her i vores område og vil være under museernes ansvarsområder. Derudover er det en brik i en større fortælling om Grønlands rolle i Den Kolde Krig, også fordi Kangerlussuaq var en amerikansk militærbase. Det er klart, at for os her på museet er det en meget konkret genstand, som man vil kunne udfolde historien ud fra, siger Christine Løventoft.