Pilutaq var på arbejde tæt på angreb i Stockholm

Folk er bange og stemningen er utryg, efter et formodet terrorangreb i Stockholm i Sverige. Det fortæller grønlandske Pilutaq Larsen Ström, som bor i Stockholm.
Foto © : Pilutaq Larsen Ström
Skrevet af Mads Pedersen
07. april 2017 14:12

Pilutaq Larsen Ström var på arbejde i Ström Semrén & Månsson Arkitektkontor AB, som har kontor sig i centrum af Stockholm, da en lastbil kørte ind i en folkemængde omkring 100-200 meter fra hans arbejde. 

Pilutaq Larsen Ström sad ved vinduet og drak kaffe med sine kollegaer i en pause, da han pludselig kunne se folk strømme forbi. 

- Længere oppe ad gaden så vi, at der var nogen, som lå på gaden og folk løb, fortæller Pilutaq Larsen Ström til KNR. 

Han fortæller også, at politiet har afspærret hele centrum af Stockholm, og at al lokal trafik er stoppet. Han og hans kollegaer må på nuværende tidspunkt ikke forlade deres arbejdsplads. 

Stemningen er utrygt og folk græder midt på gaden. 

Pilutaq Larsen Ström, der bor i Stockholm med sin familie er meget berørt af situationen. 

- Jeg har det forholdsvis godt i forhold til situationen. Vi må ikke komme ud af arbejdet, så vi prøver at fortsætte selvom det er svært at koncentrere sig. Det er svært at arbejde, fortæller han. 

Pilutaq Larsen Ström har gennem sin Facebook beroliget familier og bekendte om, at han har det godt efter omstændighederne.