Tidligere MF'ere: Personligt fremmøde gør en forskel

Folketingsarbejdet udføres bedst ved at være fysisk til stede. Det siger to af Siumuts tidligere repræsentanter i det danske parlament.
Doris J. Jensen, formand for kulturudvalget, opfordrer Naalakkersuisut til at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på KNR's fremtid. Foto © : Arctic Circle
Skrevet af Inge S. Rasmussen
10. november 2017 08:53

Medlem af Folketinget, løsgænger Aleqa Hammond blev mandag i en nyhed omtalt for at opholde sig i Grønland i en tid, hvor hun er inviteret til forhandlinger med regeringen.

LÆS OGSÅ Aleqa er fraværende i Folketinget trods forhandlinger

KNR har spurgt to af hendes forgængere i Folketinget, Hans-Pavia Rosing og Doris J. Jensen, om det er vigtigt at være fysisk til stede - og i så fald hvorfor?

Ingen af dem har lyst til at kommentere direkte på den konkrete Aleqa Hammond-nyhed.

Men begge siger, at deres erfaring som MF'ere er, at man får størst udbytte af sit politiske arbejde, hvis man møder personligt op.

Doris J. Jensen pointerer, at der kan være situationer, hvor det kan være svært at møde på grund af for sent indkaldte møder, der betyder udsolgte flyafgange eller dårligt vejr. I så fald er Skype eller telefon den næstbedste løsning.

- Men vi får helt sikkert mest ud af at deltage fysisk i møder og forhandlinger, siger Doris J. Jensen, der i dag er naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, forskning og kirke.

Den 39-årige siumutter kom første gang i Folketinget som suppleant for Lars-Emil Johansen i 2009, og siden i en fire-årig periode fra 2011-2014, hvor hun blandt andet var næstformand for Grønlandsudvalget.

Også til hverdag

Doris J. Jensen påpeger videre, at selv om forhandlingerne er vigtige, er det næsten lige så vigtigt at være til stede selv i det daglige arbejde i Folketinget.

- For det handler om at mødes med ordførere og kolleger og fortælle dem om vores ønsker og behov, altså opbygge et stærkt netværk blandt de andre partier, lyder det fra Doris J. Jensen, der tilføjer:

- De fleste resultater kommer først, når man har brugt måneder, eller år, på at tale om en sag med de andre medlemmer. Så det er meget vigtigt for arbejdet, at man engagerer sig.

LÆS OGSÅ Aleqa Hammond blev væk fra vigtige møder

Samme holdning kommer fra en af hendes partifæller og forgængere, Hans-Pavia Rosing, der sad i Folketinget for Siumut i årene 1987-2001. Her var han formand for det daværende 'Folketingets Udvalg for Grønlandslovene.'

- Det er vigtigt. Forstået på den måde, at hvis man ikke er der, så har man heller ikke nogen indflydelse, siger Hans-Pavia Rosing og uddyber:

- Det er noget med menneskelige følelser og relationer, og den måde du gebærder dig på i en forhandlingssituation, der betyder noget. Så man skal bare være det. Det er også ens mandat, ens job, man er valgt ind i Folketinget, og så er det nødvendigt efter min mening, at man skal være til stede, når tingene sker, lyder det fra 69-årige Rosing, der i dag arbejder som translatør.