AWG2016 Patroner bliver til medaljoner

Arctic Winter Games 2016 i Nuuk handler ikke kun om sport og medaljejagt. Ved siden af de mange konkurrerende arktiske atleter, er der også masser af kulturindslag fra hele regionen.
15. maj 2015 15:33

De skal også have en form for medalje, mener AWG2016-arrangørerne, som nu har indgået samarbejde med nogle lokale kunstnere om fremstilling af en "kulturmedaljon", der skal støbes i 100 eksemplarer til AWG2016.

Medaljonen er designet af den kendte kunstner Camilla Nielsen i samarbejde med de to Nuuk-kunsthåndværkere, Palle Møller og Peter Harder.

Den forestiller en grønlandsk tromme - Qilaat, og for at fremstille den skal kunstnerne bruge en messinglegering. Derfor beder kunstnerne om hjælp fra grønlandske jægere.

- Vi håber at sæsonens rensdyrjægere vil indsamle deres brugte messingpatroner til os.
- På den måde vil vores moderne fangerkultur bidrage til at producere den medaljon, som kulturdeltagere vil modtage, siger en spændt Peter Harder.

Der vil blive etableret indsamlingspande på strategiske steder i Nuuk, såsom brændstofsalgsstedet Orsiivik, samt ved bådebroerne og hos våbenhandlere i byen. 

- Vi ser det som en fantastisk mulighed for at samarbejde med lokale jægere, så de også kan bidrage til Arctic Winter Games, siger AWG2016-arrangørerne.