Partierne får mulighed for at give sig selv flere penge

De politiske partier i Inatsisartut får nu muligheden for at tildele sig selv en økonomisk håndsrækning.
Foto © : KNR // Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Thomas Munk Veirum
12. oktober 2017 11:44

Inatsisartuts formandsskab foreslår nemlig at ændre loven om tilskud til de politiske partier. Tilskuddet har ikke været reguleret siden 2006, og værdien er derfor faldet med cirka 30 procent siden da.

Tilskuddet består af et grundtilskud til hvert parti, der er valgt til Inatsisartut, på 650.000 kroner. Det hæves til til 850.000 kr. Derudover får partierne et tilskud for hvert mandat på 210.000 kroner, og der hæves til 275.000 kroner.

Gennemføres forslaget bliver tilskuddet fremover reguleret hvert år efter det grønlandske reguleringspristal.

LÆS OGSÅ Siumut beholder dansk partistøtte på 240.000 kroner

Aktuelt er 4 partier og 1 løsgænger repræsenteret i Inatsisartut, som har ret til et årligt tilskud på i alt 9.110.000 kr. Med en tilsvarende fordeling vil forslaget indebære et samlet årligt tilskud på 11.925.000 kr - altså en forhøjelse på 2,8 millioner kroner.

I bemærkningerne til forslaget, skriver embedsværket, at forhøjelsen af tilskuddet til partierne kan få den konsekvens, at antallet af partiansatte stiger. Det betyder højst sandsynlig også en stigning i antallet af medlemsforslag og § 37-spørgsmål.

Og det vil igen føre til et øget ressourcebehov i Selvstyret og måske vil der blive behov for at forlænge samlingerne.

Formandsskabet gør opmærksom på, at det forhøjede tilskud er et tilbud, som partierne ikke er tvunget til at tage imod. Forslaget skal behandles 19. oktober i Inatsisartut.