Paraglidere får egen union

Paragliderne her i landet har dannet deres egen union. Der ligger mere end et års arbejde bag den nye union, der kommer til at hedde Kalaallit Nunaanni Inuit Aarsaartartut Kattuffiat, KNIAK. Det skriver foreningen i en ny pressemeddelelse
Udøvere af paragliding svæver i luften under en skærm, der til forveksling ligner en faldskærm Foto © : KNIAK
Skrevet af Kenneth Elkjær
09. august 2016 11:21

De grønlandske paraglidere har siden 1998 hørt under den danske union på området. Men med den nye union har Grønland fået sin egen forening. Bag projektet står de tre paraglidere Max Petersen, Ulf Davidsen og Thorlak S Nielsen.

De har i samarbejde med Bygge- og Trafikstyrelsen, der hører under dansk myndighed, lavet en såkaldt driftshåndbog til grønlandske paraglidere. Bogen indeholder vigtig vejledning og de gældende regler på området. Indtil nu har paragliderne her i landet været nødt til at bruge den danske driftshåndbog.

Men det er svært at bruge en vejledning, der er lavet til danske forhold, i Grønland. Danmark er et lille land, der er fladt og har meget lufttrafik, hvilket står i kraftig modsætning til de langstrakte fjelde og den begrænsede lufttrafik her i landet, skriver den nye forening i pressemeddelelsen.  

I den nye union skal der afholdes kurser for paraglidere i at tyde vejrforhold, gennemgang af udstyr, uddannelse i aerodynamik og førstehjælp ved ulykker.  Foreningen i Nuuk har i forvejen flere undervisere, og planen er, at der i takt med, at der bliver oprettet flere foreninger rundt om i landet, også bliver flere der får kompetencer som undervisere i paraglidning.

Bestyrelsen i den nye union skal nu til at udvikle en hjemmeside, udarbejde en forretningsorden og lave en opdateret driftshåndbog, finde sponsorer og meget andet, der hører med til at drive en union.

Paragliding er en sportsgren, hvor udøveren flyver en skærm, der minder meget om en faldskærm. Ofte bruger man skrænter eller bjergkanter til at komme i vejret, men man kan også bruge et spil eller en en bil til at blive trukket op i luften.

 

I Danmark hører sporten under Dansk Hanggliding og Paragliding Union, hvor de grønlandske udøvere indtil nu også har været medlemmer.