Overskud i Air Greenland

Ledelsen bag Air Greenland er tilfreds med tallene på bundlinjen.
Foto © : Simon Uldum
31. marts 2015 10:38

Trods et omsætningsfald på lige omkring 10 millioner til 1.171,7 millioner kroner er Air Greenland-koncernen kommet ud af 2014 et overskud på 80,7 millioner kroner før skat, og det knap 17,5 millioner kroner bedre end 2013.

Koncernledelsen betegner selv resultatet som tilfredsstillende i et vanskeligt marked.

Det anføres i en regnskabsmæssig kommentar, at markedet for rutetrafik som ventet ikke har udvist nogen vækst. Air Greenland har derfor fokuseret på omkostningsbesparelser og udvikling af turisme. Samtidig er resultatet påvirket positivt af øget aktivitet på chartermarkedet med selskabets Airbus, som normalt opererer atlantflyvningerne.

Læs også Tilfredshed med regnskabet hos Air Greenland

Endelig har moderniseringen af fly-flåden med indkøbet af yderligere to DASH-8 fly og frasalget af de 35 år gamle DASH-7 fly betydet et væsentligt skridt i retning af at sikre Air Greenlands fortsatte konkurrencedygtighed.

I kommentarer understreges udviklingen af turismesektoren som et vigtigt vækstområde - ikke bare for Air Greenland, men for hele samfundet.

Derfor arbejder selskabet målrettet med at øge andelen af turister gennem flere konkurrencedygtige pakkerejser. Her henvises der til koncernens datterselskab Grønlands Rejsebureau og Hotel Arctic, der kom ud af året med overskud på henholdsvis 3,7 og 1,6 millioner kroner.