Over 22.000 borgere får penge tilbage i skat

Og så er det i dag at mange nok vil kigge efter brev fra Skattevæsenet.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
31. august 2015 07:50

Mere end 22.000 skatteborgere her i landet kan nemlig i dag glæde sig til Skattestyrelsens udbetalinger af overskydende skatter for sidste år.

Der er knap 150 millioner kroner på vej ud til skatteborgerne, oplyser Selvstyret.

 

Gæld trækkes fra

Knap 42 millioner kroner - eller 28 procent af den samlede udbetaling - bliver dog holdt tilbage for at dække restancer til det offentlige.

Størstedelen af de inddrevne restancer går til kommunerne, INI A/S, Iserit og Nukissiorfiit, mens resten går til Selvstyret.

Skatteydere, hvis overskydende skat er brugt til at dække restancer til det offentlige, får særskilt underretning herom.

Og resten kan glæde sig over lidt ekstra penge til den kommende tid, når checks eller bankoverførsler tikker ind i dag eller de kommende dage.