Otto-Ole Noahsen skød isbjørn i Qaqortoq: Nu er jeg rigtig fanger

Otto-Ole Noahsen var på vej ned til sin jolle, da hans kone ringede og fortalte, at der gik en isbjørn rundt i byen.
27. februar 2024 12:30

- Det er selvfølgelig en meget speciel følelse, da det er første gang jeg fanger en isbjørn. Det er dejligt og meget spændende. Som man siger på kysten: Nu er jeg en rigtig fanger, fordi jeg har skudt en isbjørn.

Sådan siger Otto-Ole Noahsen.

I dag skød han den isbjørn, som tidligt i morges trissede rundt ved Tasersuaq (Storesøen) i Qaqortoq. Bjørnen gik også en tur igennem byen.

Det bekræftede vagtchef Anette Ostenfeldt ved Grønlands Politi overfor KNR her til morgen. Der blev sendt patruljer ud for at sikre, at isbjørnen ikke kom for tæt på mennesker.

En halv time senere oplyste politiet i Qaqortog, at bjørnen var løbet ud på isen, hvorefter den blev skudt af en fanger. Den fanger var Otto-Ole Noahsen.

- Jeg var sammen med en, og det var ham, der sejlede jollen hen mod isbjørnen. Den svømmede og dykkede en gang i mellem, og så skød jeg den, da den dukkede op, siger Otto-Ole Noahsen.

Ifølge Otto-Ole Noahsen er isbjørnen en ung han. Foto © : KNR / Sika Frederiksen

Han var allerede på vej ned mod jollen, da hans kone ringede for at fortælle ham om isbjørnen.

- Min kone ringede, og hun lød rystet. Så sagde hun: ”Jeg kan se en isbjørn. Den passerer Pilivik.” Så løb jeg ned til jollen. Det var fedt og spændende.

Hvornår må man skyde en isbjørn?

I marts 2023 ændrede naalakkersuisut bekendtgørelsen om fangst og beskyttelse af isbjørne.

I den nye bekendtgørelse fremgår det, at man ikke længere skal indhente tilladelse fra Departement for Fiskeri og Fangst til aflivning af problembjørne.

Problembjørne er isbjørne, der gentagne gange til trods for, at de tidligere er jaget bort, vender tilbage til beboede områder.

Det er tilføjet, at isbjørne, der vurderes som problemisbjørne og kan aflives af erhvervsfangere med gyldig licens, tilfalder den pågældende erhvervsfanger.

Derudover er det altid tilladt at aflive en isbjørn i nødret eller nødværge, hvis det er nødvendigt, eller et eller flere menneskeliv er i fare.

Kilde: Naalakkersuisut.

Det ser ud som om, den ikke er så stor?

- Den er ikke særlig stor, det er en lille han-isbjørn. En ung én, siger Otto-Ole Noahsen.

27. februar – altså i dag - er hvert år international isbjørnedag. Dagen eksisterer for at sætte fokus på behovet for at beskytte isbjørnefamilier i huler rundt om i Arktis. Dagen falder sammen med den periode, hvor isbjørnehunner ligger i huler med deres unger.