Oplev kulturnatten

Det er 15. gang, at der afholdes kulturnat i Grønland, hvor butikker, museer og arbejdspladser byder borgerne inden for til kulturelle oplevelser helt indtil midnat.
Skrevet af Sandra Meinecke
24. januar 2015 12:10


Se politiets hunde på arbejde eller kom ind i en politibil. Tag børnene med på Royal Greenlands fabrikker. Besøg universitetet, TELE eller lyt til Rasmus Lyberths musik på biblioteket.

 

I aften er det nemlig kulturnat, og listen over gæstfrie organisationer, forretninger og virksomheder, som byder borgerne indenfor til alle slag kulturelle oplevelser er lang. 

 

Læs også Lørdag aften byder både KNR og mange andre velkommen til Kulturnat 2015

Læs også Trailer: Unnuk kulturisiorfik 24.01.2015

 

Det er 15. gang i aften at kulturnatten bliver afholdt, og i alt har otte byer og bygder valgt at deltage, med alt fra sjov og ballede til børnene til mere politiske arrangementer: 


I kommune Kujalleq benytter borgmester, Jørgen Wæver Johansen for eksempel kulturnatten til at orientere borgerne om kommunens strukturpolitik. Han holder sit oplæg i byrådssalen i Qaqortoq, mens borgerne i Nanortalik og Narsaq også inviteres til at deltage i arrangementet, der bliver transmitteret direkte via det kommunale videokonferenceudstyr, der er installeret i samtlige kommunens tre byrådssale.

 

I Nuuk har over 40 forskellige steder åbent hus, og naturligvis inviterer KNR også borgerne indenfor til blandt andet en rundvisning. Hvilke byer, og hele programmet over kulturnatten kan downloades eller ses på hjemmesiden.