FN-anbefalinger: Olsvig kender problemerne

Hvis indsatsen for børns vilkår og rettigheder skal forbedres så skal myndighederne samarbejde bedre på tværs. Det siger naalakkersuisoq for sociale anliggender, Sara Olsvig, efter FNs børnekomite har haft Grønlands indsats for børn og unge til eksamen.
Sara Olsvig Inuit Ataqatigiit
Foto © : KNR / Paarnaq Hansen
Skrevet af Sara K. Jakobsen
12. oktober 2017 08:06

Efterfølgende er komiteen kommet med en række anbefalinger, som de mener, Grønland bør tage fat på hurtigst muligt.

 - Det er noget vi kan genkende og det er noget hvor vi godt ved, at vi skal gøre det bedre. Blandt andet derfor har vi også i de seneste år virkelig kæmpet for at opprioritere socialområdet, siger naalakkersuisoq for sociale anliggender, Sara Olsvig.

FN's Børnekomité har kommet med en række anbefalinger efter Grønland har været til eksamen hos FN.

Det bliver fremhævet, at omsorgssvigtede og seksuelt misbrugte børn ikke får den hjælp fra myndighederne, som de har ret til.

LÆS OGSÅ FN-rapport viser at der er langt endnu

Men hvis myndighederne skal kunne beskytte og hjælpe det barn, så skal alle i samfundet - inklusiv de folkevalgte - huske på, at de har en underretningspligt, og det skal vi blive bedre til, understreger Sara Olsvig:

- Når der er et omsorgssvigtet barn, så bliver der jo ikke gjort noget ved det, før man har underrettet og givet besked om til kommunerne, at her er der altså noget vi skal gøre for det her barn.

En anden vigtig anbefaling er, at kommunernes kapacitet skal styrkes, hvis børns behov for hjælp og beskyttelse skal sikres.

Olsvig henviser til den nyoprettede socialstyrelse, som giver Naalakkersuisut bedre muligheder for at give en håndsrækning til kommunerne:

- Vi har nogle gode tiltag, som er sat i gang, som gør, at vi i højere grad fra Naalakkersuisuts side kan støtte kommunerne i at løfte socialområdet bedre end det gør i dag, siger Olsvig.

LÆS OGSÅ Grønland har afgivet rapport til FN’s Børnekomite

Hun mener også, at den nye lov, der forpligter myndighederne til at reagere på anmendelser om svigt af børn og unge inden for 24 timer, kan sikre en del af den hjælp som børn har ret til.

Men hvis kommunerne skal reagere tidligere på underretninger, så kræver det også flere socialrådgivere, som der er stor mangel på, erkender naalakkersuisoq for sociale anliggender, Sara Olsvig.