Officiel flagdag en fin anerkendelse af rigsfællesskabet

Det Grønlandske Hus i København glæder sig over den danske regerings indførelse af officielle flagdage for både Færøerne og Grønland.
12. marts 2016 15:50

Kalaallit Illutaat har traditionelt rejst Erfalasorput - det grønlandske flag - på nationaldagen den 21. juni, men i år bliver det lidt anderledes, fordi dagen nu er officiel flagdag.

- Nu kan vi glæde os til, at vi måske kan fejre det på Christiansborg, og det er super dejligt med den anerkendelse, siger Leise Johnsen, der er direktør for Det Grønlandske Hus til dr.dk.

Hun mener, at der ligger en stærk symbolik i den grønlandske flagdag.

- Det er en meget fin anerkendelse af rigsfællesskabet, så det kan vi kun glæde os over. Det betyder mere synlighed og det er et symbol på, at vi er en del af samme familie, siger Leise Johnsen.