KNR-direktør: Offentlighedslov burde have været i høring

Naalakkersuisut burde have holdt en offentlig høring om den danske offentlighedslov, der sætter reglerne for indsigt i de danske myndigheders arbejde i grønlandske anliggender. Det mener KNR’s direktør.
03. oktober 2016 12:54

Kritikken kommer, efter Inatsisartut i sidste uge førstebehandlede et forslag fra Danmark om, at de danske myndigheder i Grønland skal overgå til den nye, danske offentlighedslov fra 2013.

  LÆS OGSÅ: Offentlighedslov har ikke været i offentlig høring

Forslaget har været sendt i høring i Danmark af det danske justitsministerium, hvor selvstyret var blandt høringsparterne. 

Men en lang række andre parter som fx de grønlandske medier, organisationer og råd er ikke blevet hørt. Og det burde naalakkersuisut selv have sørget for, mener KNR's direktør, Karl-Henrik Simonsen.

- Jeg mener, det er Naalakkersuisut, der har det ansvar. Fordi Justitsministeriet har jo spurgt DR, TV2 og hvad der ellers er af medier i Danmark. Men når man så kommer herop og skal blåstemple en ny anordning, så spørger man ikke de parter, der er i landet: Mediet, befolkningen, instanserne. Og det, synes jeg, er forkert.

To sæt regler

Det er Formandens Departement, der har valgt at sende forslaget videre til lovbehandling i Inatsisartut, uden at det har været i høring herhjemme. 

Loven er afgørende for offentlighedens indsigt i grønlandske anliggender hos fx kriminalforsorgen og politiet.

LÆS OGSÅ: Advokater: Udsæt forslaget om offentlighedsloven

Og selv om den nye, danske offentlighedslov på nogle områder øger muligheden for indsigt i statens dokumenter, strammer den også grebet, når det gælder sager på ministerniveau. 

Og det er betænkeligt mener Karl-Henrik Simonsen: 

- Det er vigtigt for borgerne og for os at have de samme regler for de myndigheder, der nu eksisterer i Grønland. Hvis det her bliver godkendt, så vil der gælde én lov for selvstyrets instanser, og når det er danske instanser er den (loven, red.) noget mere tillukket.

Grønlandske politikere har ønsket åbenhed

KNR-direktøren påpeger det paradoksale i, at de grønlandske politikere tidligere har ønsket en stor grad af åbenhed hos grønlandske myndigheder.

- For nogle år siden godkendte man jo den grønlandske offentlighedslov. Og der var det de selvsamme politikere, der ikke havde et øje tørt for, hvor åben vi skulle være. Og nu kommer den danske stat med et forslag om en mere tillukket offentlighedslov. Og så bliver den ikke vendt med de parter, som er involveret.

Også chefredaktør for Mediehuset Sermitsiaq.AG, Poul Krarup, kritiserer den manglende høring over for KNR og kalder det “problematisk for demokratiet.”

LÆS OGSÅ: IA vil stemme imod dansk offentlighedslov