Nyt udvalg for at løse udfordringer i Qasigiannguit-fabrik

Royal Greenlands fabrik i Qasigiannguit har nedsat et nyt udvalg for at løse udfordringerne med arbejdskraftmanglen. Et udvalg, der består af folk fra Qaasuitsup Kommunia, fabriksarbejdere samt Royal Greenland.
Foto © : EMJ
01. september 2015 18:45

Store samarbejdsproblemer i Royal Greenlands fabrik i Qasigiannguit har fyldt meget i medierne den sidste måned.

For at løse problemerne er der blevet stiftet et udvalg med folk fra Qaasuitsup Kommunia, fabriksarbejdere og Royal Greenland.

- Kernen i problemet er, at nogle ansatte ikke er stabile nok, og det nystiftede udvalg skal fokusere på at finde løsninger på det problem, fortæller direktør for Royal Greenland, Jens K. Lyberth til KNR.

Læs også VIDEO Royal Greenland i Qasigiannguit mangler arbejdskraft

- Det, vi allerførst må forvente, er, at man erkender, at man har udfordringer. I så fald er der bedre muligheder for at prøve at komme med nogle løsningsforslag til at overvinde de udfordringer, siger direktør i Royal Greenland, Jens K. Lyberth.

Han begrunder Qaasuitsup Kommunias tilstedeværelse i det nystiftede udvalg.

- En af grundene til, at kommunen er med, er, at de har registreret arbejdsledige, som har mulighed for at komme på arbejde, hvis vi mangler nogen. Og kommunen ved også, hvilken matchgruppe de arbejdsledige tilhører og har derfor mulighed for at samarbejde med fabrikken, siger Jens K. Lyberth.

Han fortæller ligeledes, at der er mange gode medarbejdere, som altid kommer til tiden. Men en del medarbejdere er ikke stabile nok. Et problem, som ikke kun findes på Royal Greenlands fabrikker, men også på mange andre arbejdspladser. 

Læs også Royal Greenland holder borgermøde i Qasigiannguit

Og det belaster den stabile del af arbejdsstyrken, mener han:

- Der er nogen, som af andre grunde ikke møder op på arbejdet, og det går ud over dem, der allerede er på arbejde. Fordi det er let fordævelige varer, vi har med at gøre. Derfor må vi så bede dem om at arbejde ekstra, og det betyder, at de selvfølgelig bliver trætte.

Tillidsrepræsentanten på fabrikken, Gaba Rosbach, har tidligere kritiseret ledelsen for at fyre stabile medarbejdere, når der skæres ned.

Nu er spørgsmålet, om det nystiftede udvalg vækker optimisme.

- Ledelsen vil ikke have, at jeg udtaler mig ydereligere  til medierne, lyder svaret fra Gaba Rosbach.

Jens K. Lyberth kan dog ikke genkende forbuddet, men vil i øvrigt ikke udtale sig om enkelte medarbejderes forhold.

 

Udvalg får kritik til at forstumme
Formand for socialudvalget i Qaasuitsup Kommunia, Kristian Jerimiassen, påpegede i sidste uge, hvis problemet med manglende hænder på fabrikken ikke bliver løst, bør ledelsen i Royal Greenlands fabrik i Qasigiannguit udskiftes.

Men efter etablering af et udvalg, der skal se på samarbejdsproblemer, er hans kritik forstummet.

Kristian Jerimiassen siger, at arbejdet i det udvalg ikke skal foregå i medierne.

- Vi havde et godt møde. Jeg glæder mig til et konstruktivt samarbejde, siger Kristian Jerimiassen, lyder det kort fra kommunalpolitikeren.