Nyt studie: Flere helt unge begår selvmord

Siden 1970 har den grønlandske selvmordsrate været en af verdens højeste med gennemsnitligt 40 om året. Og nu føjes en tragisk udvikling til den i forvejen ulykkelige statistik.
06. maj 2015 06:54

Flere og flere selvmord begås af unge under 20 år, og nogle er helt ned til 10 år, når de vælger at tage deres eget liv, viser et nyt studie.

- Det i øjefaldende er, at jo yngre generationer vi kigger på, jo større er andelen af unge i selvmordsstatistikken, forklarer sociolog Christina Viskum Lytken Larsen fra Statens Institut for Folkesundhed, som står bag studiet.

Det er en gennemgang af dødsårsagsregistret fra 1970 til 2011, som fortæller den sørgelige historie.

I den generation, der er født mellem 1980-1989, begik hele 17 børn og unge i alderen 10-14-årige selvmord.

Tager man de lidt ældre teenagere i Grønland med, er tendensen endnu klarere. Her viser studiet, at halvdelen af selvmordene begået i gruppen 1980-1989, er personer under 20 år.

LÆS OGSÅ Qulaarpaa: Hvordan forebygges selvmord?

 

Peger på den rivende udvikling som årsag til selvmord

Med studiets hårde kendsgerninger følger ikke nogen forklaring på, hvorfor flere børn og unge vælger at begå selvmord.

Forklaringen på den generelle høje selvmordsrate, mener Christina Viskum Lytken Larsen, kan ligge i den rivende udvikling, som det grønlandske samfund har gennemgået.

- Det er gået meget stærkt, og derfor går teorierne på, at mange har været tvunget til at finde nye roller fra fangere og fiskere til at finde derese ben i et moderne samfund, og det har skabt massive problemer med blandt andet misbrug af alkohol og seksuelle overgreb, forklarer Christina Viskum Lytken Larsen.