TELE-POST Nyt frimærke støtter Kofoeds Skole

Denne uge udkommer et nyt frimærke. Og Kofoeds Skole i Nuuk er motivet.
Foto © : Simon Uldum / Arkiv
Skrevet af Inge S. Rasmussen
17. oktober 2017 07:52

Det er et såkaldt "frimærke med tillægsværdi", som betyder at overskuddet fra salg af frimærket går til velgørende formål.

Og Tele-Post har med det nye frimærke besluttet at donere overskuddet til Kofoeds Skole Nuuks arbejde med at styrke socialt udsatte, hjemløse og langtidsarbejdsløse.

Frimærket er tegnet af kunstner Miki Jacobsen og bliver afsløret ved en reception onsdag.

Den finder sted i Kofoeds Skole Nuuk, hvor der vil være mulighed for at se og høre mere om frimærket.

Flere organisationer og foreninger har nydt godt af tillægsværdifrimærker fra Tele-Post.

Sidste år fik Arctic Winter Games overrakt en check på 120.000 kroner, mens 150.000 kroner blev fordelt mellem to foreninger til fordel for hjemløse: Natherberget Café Kialaarfik og foreningen NoINI.