Nyheder på en ny måde i KNR

Fra næste uge kommer KNRs nyhedsafdeling til at arbejde anderledes og smartere til gavn for vores brugere, der vil opleve, at der kommer mere og bedre indhold på tv, radio og KNR.gl.
10. februar 2017 16:27

I dag har KNR tre redaktioner, der laver nyheder: Qanorooq, Radioavisen og KNR.gl. De tre enheder skal i fremtiden arbejde tættere sammen og bruge hinandens kompetencer til at lave bedre og mere journalistik til vores brugere, uanset hvordan de foretrækker at få deres nyheder serveret, fortæller KNRs nyhedschef, Mikkel Bjarnø Lund.

- Vi tager et skridt ind i fremtiden med den nye struktur på redaktionen. Vi har en masse kloge og dygtige journalister, som vi vil blive bedre til at bruge på flere platforme, siger han.

Medarbejderne fra Radioavisen og Qanorooq bliver blandet i fagredaktioner, der skal levere kvalitetsjournalistik til tv, radio og web.

- Vi håber, vores brugere vil opleve en medievirksomhed, der følger med tiden og leverer nyheder af høj kvalitet til vores brugere, uanset om de ser Qanorooq, hører radio eller læser med på KNR.gl.

Fra næste uge indfører KNRs nyhedsafdeling også en web first-strategi, der betyder, at alle nyheder bliver bragt på KNR.gl først.

- Vi kan se, at flere og flere benytter vores hjemmeside til at blive opdateret på dagens store nyhedshistorier, og de vil i fremtiden komme til at opleve, at vi leverer flere og hurtigere nyheder på KNR.gl, siger nyhedschef Mikkel Bjarnø Lund.