Nye helikoptere til Air Greenland
I 2010 kan Air Greenlands passagerer sætte sig ind i en ny type helikopter, der blandt andet skal erstatte S-61’eren, som er ved at være udtjent. Det skriver dagens Sermitsiaq.
Den nye helikopter, AW139 fra den britisk-italienske producent AgustaWestland, flyver 50 procent hurtigere end S-61’eren, har bedre komfort og er desuden billigere at vedligeholde end de gamle helikoptertyper.
Koncernens bestyrelse har i december sagt ja til, at Air Greenland kan købe i alt fem AW139-helikoptere frem til 2012, hvoraf de første tre bliver leveret om to år.
I 2008 og 2009 udvider Air Greenland til gengæld maskinparken med i alt fem helikoptere. Blandt andet fordi behovet for helikoptere stiger i forbindelse med eftersøgning efter mineraler. Air Greenland vil således investere godt 400 millioner kroner i helikoptere frem til 2012.