Nye arktiske guider på trapperne

OPDATERET Campus Kujalleq i Qaqortoq er i fuld gang med at uddanne årets hold af arktiske guider. De 19 elever er det hidtil største antal i de tre år uddannelsen har eksisteret.
Foto © : AG2015
Skrevet af Karsten Sommer
20. april 2015 13:51

Det fortæller uddannelsesleder Henrik Ebbe Nielsen i en pressemeddelelse.

Eleverne er hentet fra hele Grønland - fra Qaanaq til Tasiilaq - og uddannes til at kunne bruges som turistguider over hele Grønland.

På Campus Kujalleq har eleverne i den første del af det fire og en halv måned lange kursus fået undervisning i grønlandsk historie og kultur, grønlandsk natur og geologi, samt kommunikation og taleteknik. 

Uddannelsen foregår i Qaqortoq, men turisterhvervet har udtrykt ønske om at elevernes uddannelse også kommer til at omfatte Grønlands vigtigste turistdestination, Ilulissat.

Læs også Partii Naleraq: Slut med udenlandske turistguider

Derfor drager de 19 guideelever i begyndelsen af maj nogle uger til Nordgrønland,  hvor de blandt andet skal besøge turismevirksomheder og aktører indenfor erhvervet og have erfaringer med hundeslædekørsel.

For at kunne kalde sig uddannet arktisk guide, skal man undervejs i uddannelsen bestå en lang række ekamener.

- På denne måde sikrer vi, at kun meget velkvalificerede elever kan kalde sig arktisk guide, påpeger Campus Kujalleqs Henrik Ebbe Nielsen