Ny gyser med gammelt sagnmonster

Fagfolk tager varmt imod Malik Kleists længe ventede efterfølger til Qaqqat Alanngui.
Unnuap taarnerpaaffiani Foto © : Tumit Produktion
22. november 2014 14:30

TILFØJELSE: I artiklen er tilføjet forskellige navne for én af de skumle skikkelser i filmen.


Den måske mest sete film i Grønland i nyere tid, Malik Kleists Qaqqat Alanngui fra 2011, fik igår en efterfølger, da gyseren Unnuap Taarnerpaaffiani (som på dansk kan oversættes til Når Natten er Mørkest red.) havde premiere i Nuuk og i Ilulissat.

Filmen følger to fyre, der opsøger et gammelt hjemsøgt hus. I huset vil de overnatte som en ren udfordring. Hvis der er ånder, spøgelser eller det der er værre i huset, så må de kunne filmes, og de har derfor taget kameraer med ind i huset.

Læs også 5 stjerner til Unnuap taarnerpaaffiani

Unnuap Taarnerpaaffiani tager universet fra Qaqqat Alanngui et skridt videre blandt andet med en ny horror-figur fra gamle myter. Den hævngerrige qivitoq er erstattet af en ikusimmarik (også kaldet ikusik/ikusiq, ikusimiaq/ikusimiaaq og også en paarmujooq) en lodden skabning, der kravler på sine albuer. Og ikusimmarikken, 'albuemonsteret', er ikke alene i huset med Minik og Hansi.

 

Roser skuespil og effekter

Filminstruktør Inuk Silis Høegh var meget imponeret, da han kom ud af salens mørke.

- Jeg er virkelig glad for skuespillet. Jeg synes, det fungerer rigtig godt, og personligt kan jeg godt lide, at de spiller ret afdæmpet, siger han til KNR.

Kan du fremhæve noget ved filmen, som ikke fungerer så godt?

- Som sagt er jeg dybt imponeret over filmen som helhed, men jeg kunne måske ønske mig, at de havde arbejdet lidt mere med historien, så den fik en lidt klarere rød tråd i fortællingen.

Det er meget tit afgørende for en film, om historien hænger sammen, om man virkelig ved, hvorfor personerne handler som de gør, forklarer filmmanden Inuk Silis Høegh.

 

Fotografen Kunuk Brøns er også overordnet tilfreds med den nye grønlandsgyser.

- Den oversteg virkelig mine forventninger, vil jeg sige.

Vil du fremhæve noget særligt?

- Ja, jeg synes skuespillet er godt, ligesom effekterne fungerer virkelig fint, siger Kunuk Brøns.

 

Unnuap Taarnerpaaffiani havde i går premiere i Nuuk og i Ilulissat. I Sisimiut kan man se gyseren fra d. 27. november.