Ny kanal skal løfte hele KNR's radioudbud

Det kostede KNR en halv million kroner at erhverve lokalradiostationen Voice of Greenland. Det oplyser KNR's direktør Søren Lennert Mortensen i en pressemeddelelse. En pris som blev vurderet af revisionsselskabet Deloitte.
22. januar 2015 15:21

For de penge køber KNR et musikkoncept, musikkartotek, udstyr, hjemmeside, app, medarbejdere og en færdigudviklet reklameplatform, lyder det fra KNR.

Læs også KNR satser mere på de unge radiolyttere

Den nationale public service-station forventer, at den nye radioplatform vil have reklameindtægter på cirka en million kroner om året.

Søren Lennert Mortensen gør det dog klart, at det ikke er meningen, at der skal tjenes penge på den nye kanal, men at målet er, at den kan køre uden det går ud over KNR radios eksisterende programmer.

- På den måde vil det ikke gå udover hovedkanalens KNR Radios budget, men frigive midler fra produktion af ungdomsindhold, som i stedet kan bruges på mere og bedre indhold på hovedkanalen, lyder det fra KNR's ledelse.

Du kan læse pressemeddelelsen i sin fulde længde her.