Ny forskningsstation skal belyse klimaændringer i Arktis

Den nye danske forskningsstation Villum Research Station i det nordøstlige hjørne af Grønland, bliver først officielt indviet om en måned.
Skrevet af Laura Aggernæs
04. februar 2015 07:13

Men allerede nu er flere spændende projekter på vej, kan man læse på bladet Ingeniørens hjemmeside Ing.dk.

Fælles for forskningsprojekterne ved den nye forskningsstation er, at de fra forskellige vinkler belyser, hvordan Arktis påvirkes af klimaforandringer, og hvordan disse ændringer igen påvirker klimaet i resten af verden.

I april er stationen således udgangspunkt for to store forskningskampagner på hver tre ugers varighed i samarbejde mellem Aarhus Universitet, Grønlands Naturinstitut og University of Winnipeg i Canada.

 

Fælles feltstation nær iskanten

Den ene er Station Nord Campaign, hvori de danske, grønlandske og canadiske forskere skal etablere en feltstation nær iskanten ved en af de nærliggende småøer for at undersøge partikeludvekslingen mellem havis, atmosfæren og havet.

Den anden er Amundsen-kampagnen, som skal undersøge verdens største arktiske polynya (et område af åbent vand omsluttet af havis) Nordvandet.

Forskerne skal med den canadiske isbryder CCGS Amundsen bevæge sig fra Nares Strædet og så langt nordpå, som isen tillader, for at foretage meteorologiske, glaciologiske, oceanografiske, biogeokemiske og mikrobiologiske undersøgelser.

Dermed viderefører de danske, grønlandske og canadiske forskere et samarbejde, som blev etableret i 2012, og som i løbet af 2014 er foregået med udgangspunkt i en anden ny forskningsstation i Grønland, Zackenberg, som ligger på østkysten ved Siriuspatruljens hovedkvarter, Daneborg, skriver Ing.dk