Ny bog om Jette Bangs liv og arbejde

I dag udkommer bogen "Jette Bang - Fra isbjørnens bug", der fejrer 100-året for den enestående Grønlandsfotografs fødsel i 1914.
Skrevet af Karsten Sommer
04. februar 2014 03:21

Den nyuddannede fotograf Jette Bang rejste i 1936 som 22-årig for første gang til Grønland, for at foto-dokumentere hverdagslivet her i landet.

Det blev til en livslang fascination af Grønland, der resulterede i tusindvis af helt unikke fotos, lavet på rejser hertil fra 1936 og op til 1961 - tre år før hun døde som kun 50-årig.

Jette Bangs fotos, der stammer fra det meste af Grønland, er fyldt af øjebliksbilleder fra den grønlandske hverdag - kvinder, børn, arbejdere, fangere og fiskere - indfanget med stor kærlighed og glæde til landet og befolkningen.

Den ny fotobog er lavet af Leise Johnsen - tidligere direktør for Nordens Institut - NAPA - i Nuuk.

Hun har udvalgt 85 fotos, der gengives i stort format i den 200 sider store bog, suppleret med tekster på både grønlandsk, dansk og engelsk om Jette Bangs liv og arbejde.

Forlaget Milik Publishing står for udgivelsen, som markeres i eftermiddag i Kulturhuset Katuaq i Nuuk, og klokken 19 i aften holder Leise Johnsen foredrag om Jette Bang i Katuaqs venskabssal.