BILLEDER Nuuk sang i regnen for Nuugaatsiaq

Flere hundrede borgere mødte søndag aften op for at vise deres støtte til de borgere, der er berørt af lørdagens flodbølge.
Skrevet af Kenneth Elkjær
18. juni 2017 23:43

Regnen dalede ned fra himlen, da folk samledes foran Amisut-statuen i midten af Nuuk.

Her blev holdt nogle få taler, blandt andet fra naalakkersuisoq Sara Olsvig, tændt lys og sunget sange for borgerne i Nuugaatsiaq og omegn, der lørdag aften blev ramt af oversvømmelser efter en flodbølge.

Enkelte græd, mange krammede hinanden, men de fleste stod med forstenede ansigter og lyttede til sangene, der blev sunget, mens regnen dryppede på de mange paraplyer, folk havde medbragt.

LÆS OGSÅ Fire bygder skal være opmærksomme på stigende vandstand

Naalakkersuisoq Sara Olsvig var tydeligt berørt under sin tale til de fremmødte. Efterfølgende udtrykte hun sin glæde over det store fremmøde:

- Det er et lille lys i mørket, at så mange er mødt op. Vi sender vores medfølelse til de borgere, der er berørt i Nuugaatsiaq, Illorsuisut og Uummannaq.

Ifølge politiet er 11 bygninger skyllet i havet efter flodbølgen ramte Nuugaatsiaq lørdag aften kort før klokken 22. Fire personer savnes stadig fra bygden, resten af indbyggerne er registreret af politiet.

Søndagens ceremoni var arrangeret af naalakkersuisoq Erik Jensen på Facebook.

LÆS OGSÅ Folk i Nuugaatsiaq er nu registreret

LÆS OGSÅ Usikkert om det er jordskælv eller jordskred