Nuuk Marathon 2016 løber snart af stablen

Nuuk Marathon satser i år på at skabe et større arrangement end de seneste år. Sæt kryds i kalenderen lørdag den 13. august – der er distancer for alle løbere.
Foto © : Nuuk Marathon
01. august 2016 10:07

Med en rute gennem Nuuk, Nuussuaq, lufthavnen og Qinngorput får løberne i Nuuk Marathon en hård og alsidig rute at prøve sig selv af på. Løbet bliver anset som et af de hårdeste maratonløb på grund af de mange bakker og store højdeforskelle.

 

Et større løb

- Vi har et ønske om, at mere af verden får øjnene op for Nuuk Marathon, så løbet i løbet af de næste fem år forhåbentligt både kan tiltrække lokale og internationale løbere. Vi er klar over, at vi ikke nødvendigvis opnår at tiltrække rigtigt mange nye løbere i år, men i år lægger vi fundamentet til at skabe et større maratonløb i Nuuk. Vi glæder os til at skabe gode rammer om årets løb for både løbere og tilskuere, siger Michael Günzel, løbschef fra løbeklubben NAAPE.

Hvis man ikke har mod på den længste distance, så er det også muligt at snøre skoene og løbe en af de kortere distancer. De fire forskellige distancer er 3,5 kilometer (familieløb), 10 kilometer, 21,1 kilometer (halvmaraton) og 42,195 kilometer (maraton). 

Løbet begynder klokken 10 for alle løbere, og både start og mål er ved Brugseni. Alle deltagere modtager en medalje, og der vil være lodtrækningspræmier efter løbet. I målområdet er der underholdning, hoppeborg og masser af feststemning. 

 

Forskellige løb til Nuuk Marathon

Familieløb på 3 kilometer (gratis), 
10 kilometer (deltagelse koster 100 kroner), 
Halvmaraton, 21,1 kilometer (deltagelse koster 200 kroner), 
Maraton, 42,195 kilometer (deltagelse koster 300 kroner).

 

Du kan tilmelde dig Nuuk Marathon 2016 her.