Nutaarmiut: Det ligner en familietragedie

Der ligger sandsynligvis en familietragedie bag drabene i Nutaarmiut. Den ene af de sårede overlever formentlig ikke.
Skrevet af Jette Andersen
08. februar 2012 16:50

Tre personer blev i morges fundet dræbt i en bolig i bygden Nutaarmiut ved Upernavik, og yderligere to fundet alvorligt sårede. En 20-årig mand er blevet anholdt.

Sidste oplysning som politimesterembedet har fået om de sårede, som blev evakueret til sygehuset i Upernavik, er, at den ene formodentlig ikke overlever, og den anden sårede er stadig i kritisk tilstand. De er nu fløjet videre til Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

- Jeg har fået oplyst, at lægerne vurderer, at en af de indbragte personer ikke vil overleve. Og for den anden person er der også tale om en kritisk situation. Det er de oplysninger vi har på nuværende tidspunkt. Det oplyser administrationschef hos politiet, Claus Risbjerg til KNR.

KNR har erfaret, at tre af de dræbte og den ene af de sårede, er i familie med hinanden, men politiet vil af hensyn til efterforskningen endnu ikke be- eller afkræfte dette.

En af Nutaarmiuts indbyggere, gav sig i dag tid til at snakke med KNR, hvor han kunne fortælle, at hele bygden er i chok.

- Vi føler med de efterladte, siger Markus Eliassen, der selv er meget rystet og chokeret over tragedien.

- Man forventer ikke, at sådan noget kan ske i en bygd med så få indbyggere som her i Nutaarmiut, fortæller han.

Ifølge Grønlands Statistik har Nutaarmiut, der ligger cirka 91 km nord for Upernavik, 46 indbyggere.

Dagen igennem har det været fremme i medierne, at ofrene er blevet skudt. Det er ikke rigtigt, siger politiet nu.

- Det er Politiets umiddelbare konstatering, at der ikke er anvendt skydevåben. Hvorvidt der er anvendt redskaber eller andre ting, kan jeg af hensyn til efterforskningen ikke komme ind på på nuværende tidspunkt. Men det er noget, vi formentlig senere vil være i stand til at redegøre for, siger Claus Risbjerg.

Den formodede gerningsmand, en 20-årig ung mand, er blevet fløjet til Upernavik, men han er ikke blevet afhørt endnu og derfor er motivet heller ikke kendt af politiet.

- Den pågældende person er ikke afhørt endnu. Så vi ved ikke, hvordan han forholder sig til den sigtelse, der nu skal rejses mod ham. Og vi har derfor heller ikke fået en forklaring fra ham på, hvad der kunne være sket, udtaler Claus Risbjerg.

Ofrenes identiteter er ikke blevet frigivet af politiet.