Nu starter forhandlingerne om betingelserne for dansk hjælp
Der venter nu en række forhandlinger mellem Naalakkersuisut og den danske finansminister, hvis Grønland skal få endelig gavn af de 1,6 milliarder kroner, som staten er parat til at skyde i lufthavnene i Nuuk og Ilulissat.
De to parter skal sammen lave en såkaldt ejeraftale, der fastsætter rammerne for Danmarks økonomiske involvering i lufthavnspakken og medejerskab af Kalallit Airports A/S.
LÆS OGSÅ Selvstyret kan købe statens andel af Air Greenland
Ejeraftalen kommer blandt andet til at fastsætte regler for vetorettigheder, ledelsens sammensætning, forventninger til udbytte og løsning på eventuelle uenigheder mellem den danske stat og Selvstyret. Ejeraftalen skal forhandles mellem formanden for Naalakkersuisut og den danske finansminister.
Som en del af aftalen, der blev indgået mandag, stiller Danmark garanti for et lån på 450 millioner kroner, som Grønland skal låne i den Nordiske Investeringsbank. De nærmere forhold i den del af aftalen skal naalakkersuisoq for finanser og den danske finansminister forhandle om.
Slutteligt låner den danske stat Grønland 450 millioner kroner i et lavtforrentet lån. Forholdene i den aftale skal forhandles mellem finansministeren, naalakkersuisoq for finanser og Kalaallit Airports A/S.
Det ligger dog på forhånd fast, at Danmark ikke kan overtage aktiemajoriteten i Kalaallit Airports.
Departementschef i formandens departement, Søren Hald Møller, oplyser, at forhandlingerne med Danmark er gået i gang.
LÆS OGSÅ Air Greenland vil gerne købes hjem
LÆS OGSÅ Air Greenland skal ejes helt af Grønland